Her kan du læse introduktionen til den musikteori, du kan lære i lektionen „Varianter i mol“ i kurset om funktionsharmonik. Det er kun en smagsprøve, der ikke er interaktiv.
I mol er subdominantakkorden normalt en molakkord. Varianten er derfor dur, og den optræder oftest, fordi melodilinjen bevæger sig mellem sjette trin og det høje syvende trin (dominantens terts).
Hvis sjette trin er lavt, og syvende trin er højt, er intervallet mellem de to toner en forstørret sekund. En forstørret sekund lyder arabisk og fremmed for stilarten. Derfor hæver man ofte både sjette og syvende trin i mol.
Sjette trin er den tone i molskalaen, der afgør om subdominantens terts er stor eller lille – og dermed om subdominanten er mol eller dur.
Analysér eksemplet. Find becifringer, funktioner og placeringen af subdominantvarianten.
Eksempel 1: Afslutningen på „Ich steh an deiner Krippen hier“ (Jeg kommer til din kryppe her) af J. S. Bach.
Subdominantvarianten er akkord nummer to. Læg mærke til melodilinjen, hvor tone nummer to har et løst fortegn, der hæver sjette trin af molskalen med en halv tone. Subdominanten kan derfor ikke længere være en molakkord.
Undersøg melodilinjen fra første til fjerde tone. Er der noget specielt ved den?
Eksempel 2: Afslutningen på „Ich steh an deiner Krippen hier“ (Jeg kommer til din kryppe her) af J. S. Bach. Den farvede node i melodilinjen er det høje sjette trin af molskalaen.
De første fire toner kunne lige så godt være i dur. I eksemplet nedenfor er Bachs melodi omskrevet til dur. Melodilinjen fra den første til den fjerde tone er helt identisk med melodilinjen i mol, men med den forskel, at vi i dur ikke behøver de løse fortegn. Med undtagelse af tonika er harmonierne fra første til fjerde tone også helt identiske med dem i mol.
Eksempel 3: Afslutningen på „Ich steh an deiner Krippen hier“ (Jeg kommer til din kryppe her) af J. S. Bach omskrevet til dur.
I mol er tonika nogle gange en variant. Det gør sig specielt gældende i ældre musik, hvor man altid afsluttede på en durakkord.
Hør eksemplet. Hvorfor tror du, at man afsluttede på varianten?
Eksempel 4: Afslutningen af „At sige Verden ret Farvel“ af Thomas Laub.
Vores lyttemåde har forandret sig meget gennem tiderne. I dag er vi meget tolerante overfor dissonanser, men sådan har det ikke altid været.
Helt tilbage i den tidlige flerstemmighed i middelalderen kunne man kun slutte på helkonsonanser – prim, kvart, kvint og oktav. Alle andre intervaller blev anset for at være skarpe dissonanser, som man bestemt ikke kunne afslutte på.
Senere blev der blødt der op, og man accepterede halvkonsonanser. I første omgang accepterede man den store terts og dermed durtreklangen.
Moltreklangen blev dog stadig opfattet for dissonerende og urolig som afslutning. Så selvom musikken var i mol, ændrede man den afsluttende tonika til dur – det vil sige til en variant.
Eksempel 4: Afslutningen af „At sige Verden ret Farvel“ af Thomas Laub.
Lyst til mere?
Dette er kun en smagsprøve. Tilmeld dig og få:
- masser af interaktive øvelser der sikrer, at du får det lært
- auditive eksempler
- et interaktivt klaver, hvor du har brug for det
- aktive noder der viser, hvad der bliver spillet
- en trin for trin guide, der bringer dig sikkert fremad.
- træning, når det passer dig. Du skal kun bruge en mobiltelefon eller en computer og internet
- gratis adgang til de 2 første lektioner i hvert kursus
- mulighed for at tegne abonnement og få adgang til alle nuværende og kommende lektioner.
