Her kan du læse introduktionen til den musikteori, du kan lære i lektionen „Trinanalyse og den ioniske skala“ i kurset om modalharmonik. Det er kun en smagsprøve, der ikke er interaktiv.
Når man analyserer harmonik, skal man gennemskue og forklare sammenhængen mellem de forskellige akkorder i et stykke musik.
I funktionsharmonikken gør vi det ved at angive, om akkorderne har en tonikafunktion, en subdominantfunktion eller en dominantfunktion. Et eksempel på dominantakkordens funktion er, at dominanten har en indbygget spænding mod tonikaakkorden. Men det forhold mellem tonika og dominant kun er til stede i dur og mol – og kun i mol, når dominantakkorden er en durakkord. Og i kirketonearterne findes dominanten kun i ionisk (fordi den er identisk med dur). Derfor er vi nødt til at bruge nogle andre begreber til at analysere harmonikken i kirketonearterne.
Trinanalyse er den mest almindelige måde at analysere modalharmonik på. Trinanalysen beskriver akkordernes trinvise afstand til toneartens grundtone, men uden at forholde sig til hvordan akkorderne virker i forhold til hinanden.
Trinanalysen er lettest at lære med den ioniske skala, som er identisk med durskalaen. Musikken i eksemplerne er ikke rigtig modal, men det gør ikke noget, for princippet for trinanalysen er det samme.
Undersøg eksemplet og find ud af, på hvilket trintal af skalaen akkordernes grundtone er placeret.
Eksempel 1: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Grundtonen i den første akkord, C, er på skalaens grundtone, og den ligger derfor på 1. trin. Grundtonen i Am ligger på 6. trin, mens grundtonerne i F og G ligger på 4. og 5. trin.
Læg mærke til, at trintallene i noden er angivet med romertal. Hvis du ikke kender romertallene, gør det ikke noget, for de bliver forklaret efterfølgende.
Undersøg eksemplet. Se om du selv kan gennemskue systemet for romertallene.
Eksempel 2: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
De små romertal, 1 til 7, konstrueres af kun 2 tegn – I og V. I betyder 1 og V betyder 5. Hvis vi stiller tallene fra 1 til 7 op i rækkefølge, ser de således ud:
I II III IV V VI VII
Tallene konstrueres ved at lægge tegnenes værdier sammen eller trække dem fra hinanden afhængig af, hvor de er placeret.
Tal af samme størrelse lægges blot sammen.
I, II og III er derfor 1, 2 og 3.
Når et mindre tal står før et større tal, trækkes det fra det større.
IV er derfor 5 − 1 = 4.
Når et mindre tal står efter et større tal, lægges tallene sammen.
VI er derfor 5 + 1 = 6. VII er 5 + 2 = 7.
Øv dig, indtil du kan huske tallene uden at tænke over det, inden du går videre.
Eksempel 2: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Trinanalysen er næsten færdig. Men fordi romertallet kun angiver akkordens trinvise afstand til grundtonen i tonearten, fortæller det ikke om akkordernes køn og udvidelser, og den information skal med i analysen. Det gøres på samme måde, som når du angiver becifringer. Forskellen består i, at du blot angiver trintal i stedet for grundtoner. Dm7 på 2. trin noteres derfor IIm7 og Bm75 på 7. trin som VIIm75.
Færdiggør nu trinanalysen.
Eksempel 2: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Her er løsningen. Den eneste akkord, som kræver yderligere notation, er Am, som ligger på 6. trin, og derfor noteres som VIm.
Vær opmærksom på, at der findes andre alternative notationsformer, hvor man skriver romertallet med småt, hvis akkorden er mol og med stort, hvis den er dur. I det system vil IIm noteres som ii.
De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Hvis du har en trinanalyse, kan du let flytte en akkordrække fra én toneart til en anden. Det kaldes at transponere. Lad os prøve.
Transponér akkordrækken fra Leonard Cohens „Hallelujah“ til b-ionisk. Det eneste, du skal gøre, er at erstatte trintallene med de tilsvarende toner fra den bes-ioniske skala.
Eksempel 4: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Her er løsningen.
- I ligger på skalaens grundtone, og tonearten er b-ionisk. Derfor er becifringen B.
- VIm ligger på skalaens 6. trin, som i b-ionisk er tonen g. Derfor er becifringen Gm.
- IV ligger på skalaens 4. trin, som i b-ionisk er tonen es. Derfor er becifringen E.
- V ligger på skalaens 5. trin, som i b-ionisk er tonen f. Derfor er becifringen F.
Eksempel 5: De første takter af Leonard Cohens „Hallelujah“.
Lyst til mere?
Dette er kun en smagsprøve. Tilmeld dig og få:
- masser af interaktive øvelser der sikrer, at du får det lært
- auditive eksempler
- et interaktivt klaver, hvor du har brug for det
- aktive noder der viser, hvad der bliver spillet
- en trin for trin guide, der bringer dig sikkert fremad.
- træning, når det passer dig. Du skal kun bruge en mobiltelefon eller en computer og internet
- gratis adgang til de 2 første lektioner i hvert kursus
- mulighed for at tegne abonnement og få adgang til alle nuværende og kommende lektioner.
