Her kan du læse introduktionen til den musikteori, du kan lære i lektionen „Omvendinger af sustreklangen“ i kurset om intervaller. Det er kun en smagsprøve, der ikke er interaktiv.
Du har måske lagt mærke til, at en sus2 og en sus4 klinger meget ens. Det skyldes, at de er i tæt familie med hinanden. Faktisk består en Csus2 (c, d og g) af de nøjagtigt samme toner som en Gsus4 (g, c og d). Man kan derfor sige, at Gsus4 blot er en omvending af Csus2, eller at Csus2 blot er en omvending af Gsus4.
Hør eksemplet og læg mærke til, at der faktisk er tale om den samme akkord, hvor tonerne blot ligger i forskellige rækkefølger.

Eksempel 1
En sus2- og en sus4treklang har derfor de samme omvendingsformer. Forskellen består i, om man betegner treklangen som værende i grundform, 1. eller 2. omvending.
Se og hør eksemplet.

Eksempel 2: Grundform, 1. og 2. omvending af en sus2- og en sus4treklang.
Læg mærke til den midterste omvending – den som svarer til 1. omvending af en sus2-treklang og 2. omvending af en sus4-treklang.
Undersøg, hvad intervallet er mellem de 3 toner. Tag eventuelt klaveret til hjælp.

Eksempel 3: Sus-akkorders omvendinger.
Den midterste omvending består af 2 rene kvarter stablet oven på hinanden – også kaldet en kvartstabel. Afstanden mellem den dybeste og den højeste tone er en lille septim.
Omvendingen er meget nem at genkende. Hvis du ser to kvarter stablet oven på hinanden, kan du være sikker på, at der er tale om en susakkord. Om det så er en sus2- eller en sus4-treklang er i første omgang ikke vigtigt.

Eksempel 4: Kvartstabel bestående af tonerne d, g og c. Treklangen er enten 1. omvending af Csus2 eller 2. omvending af Gsus4.
Her er et klaver med akkorden Csus2 i grundform markeret.
Spil treklangen i grundform, derefter i 1. omvending og til sidst i 2. omvending. Prøv derefter at gøre det samme med udgangspunkt i andre grundtoner.
Lyst til mere?
Dette er kun en smagsprøve. Tilmeld dig og få:
- masser af interaktive øvelser der sikrer, at du får det lært
- auditive eksempler
- et interaktivt klaver, hvor du har brug for det
- aktive noder der viser, hvad der bliver spillet
- en trin for trin guide, der bringer dig sikkert fremad.
- træning, når det passer dig. Du skal kun bruge en mobiltelefon eller en computer og internet
- gratis adgang til den første lektion i hvert kursus
- mulighed for at tegne abonnement og få adgang til alle nuværende og kommende lektioner.