Her kan du læse introduktionen til den musikteori, du kan lære i lektionen „Funktionsharmonik“ i kurset om funktionsharmonik. Det er kun en smagsprøve, der ikke er interaktiv.
Funktionsharmonik er en bestemt måde at harmonisere på i dur- og moltonalitet. Funktionsharmonikken er udviklet i vestlig kunstmusik i perioden mellem ca. 1700 og 1900, og den bliver brugt i store dele af vore dages musik. Ikke bare i kunstmusik, men også i jazz, rock, pop og meget andet. I vesten er funktionsharmonikkens klangverden dybt indgroet i kulturen – og sikkert også i dig.
Hør eksemplet i c-dur, hvor en opadgående durskala efterfølges af 3 treklange. Frasen er ikke afsluttet, men selvom du ikke har hørt den i forvejen, kan du sikkert godt gætte, hvordan den afsluttes.
Eksempel 1: C-durskala som afslutningsvist harmoniseres med treklange på durskalaens 1., 4. og 5. trin.
Melodien afsluttes selvfølgelig på grundtonen, fordi det er den tone, som giver mest ro. Afslutningstonen harmoniseres med 1.-trinsakkorden C, som forstærker den afsluttende virkning. Hør eksemplet.
Tilsammen betegnes rækkefølgen af de afsluttende akkorder i eksemplet som den tonale kadence i dur. Grundtonerne i den tonale kadences harmonier ligger på 1., 4. og 5. trin af skalaen, og de udgør de 3 vigtigste akkorder i tonaliteten, fordi de tilsammen rummer alle tonerne i tonearten.
Eksempel 2: De farvede akkorder udgør tilsammen den tonale kadence.
Et grundlæggende element i funktionsharmonikken er forholdet mellem spænding og hvile.
Du kender allerede betydningen af grundtonen i en skala og ved, hvordan grundtonen giver mest hvile og opleves som „hjem“.
Du ved også, at ledetonen er den tone, som indeholder mest spænding. I c-dur er det tonen b. Den vil rigtig gerne ledes videre til grundtonen, hvor spændingen udløses, og der igen skabes ro. Funktionsharmonikken udvider forholdet mellem spænding og forløsning i skalaen, så det også indgår i harmoniseringen.
Undersøg eksemplet. Hvilken akkord opleves som mest i ro?
Eksempel 3: Den tonale kadence i c-dur.
I tonearten c-dur er akkorden C den harmoni, som opleves mest i ro. Akkorden C har skalaens 1. trin som grundtone, og den deler derfor grundtone med tonearten. Det er én af årsagerne til, at den opleves som mest i ro.
I funktionsharmonik har alle akkorder en funktion, som angiver, hvilke egenskaber akkorden har, og hvordan akkorden indgår i helheden. Funktionen på 1. trin kaldes tonika og har symbolet T. Symbolet for akkordernes funktion skrives altid under systemerne.
Selve ordet „tonika“ kommer via italiensk fra det græske ord „tonikos“, der har med lyden fra en spændt streng at gøre. Altså den tone, som en streng i sig selv vil lave (ordet „tone“ kommer også derfra).
Undersøg eksemplet og læg mærke til, hvor symbolet for tonika står.
Eksempel 4: Den tonale kadence i c-dur. De farvede toner er tonikas grundtoner, der er identiske med tonalitetens grundtone.
Undersøg eksemplet. Hvilken akkord opleves som mest spændingsfyldt?
Eksempel 5: Den tonale kadence i c-dur.
Den akkord, som opleves mest spændingfyldt, er akkorden G. I c-dur har akkorden G skalaens 5. trin som grundtone. En væsentlig årsag til, at akkorden på 5. trin opleves spændingsfyldt, er, at akkordens terts – her tonen b – er skalaens ledetone.
Funktionen på 5. trin kaldes dominant og har symbolet D.
Det virker måske indlysende, men årsagen til dominantens navn er, at den dominerer over tonearten ved at bestemme, hvilken tone der er toneartens grundtone.
Se i eksemplet, hvor symbolet for dominanten står.
Eksempel 6: Den tonale kadence i c-dur. Den farvede tone er både dominantens terts og skalaens ledetone.
Tilbage er akkorden på 4. trin, som kaldes subdominant og har symbolet S. Du kender måske den første del af ordet „subdominant“ fra engelsk: „submarine“ betyder undervandsbåd, og „subtexts“ betyder undertekster. Så subdominant betyder under-dominant. Det giver god mening, fordi den ligger en kvint under tonika, mens dominanten ligger en kvint over tonika.
Kvintfaldet mellem grundtonerne i tonika og subdominanten kan ses på de farvede toner i eksemplet herunder. I bassen er det vist som et kvartspring op, men det har samme virkning som et kvintfald, fordi kvarten er kvintens omvendingsinterval.
Subdominanten opleves ikke nær så spændingsfyldt som dominanten, fordi den ikke indeholder toneartens ledetone. Den kan derfor efterfølges af både dominant og tonika.
Læg mærke til subdominantens symbol i eksemplet.
Eksempel 7: Den tonale kadence i c-dur. De farvede toner er tonikas grundtone og subdominantens grundtone.
Lyst til mere?
Dette er kun en smagsprøve. Tilmeld dig og få:
- masser af interaktive øvelser der sikrer, at du får det lært
- auditive eksempler
- et interaktivt klaver, hvor du har brug for det
- aktive noder der viser, hvad der bliver spillet
- en trin for trin guide, der bringer dig sikkert fremad.
- træning, når det passer dig. Du skal kun bruge en mobiltelefon eller en computer og internet
- gratis adgang til de 2 første lektioner i hvert kursus
- mulighed for at tegne abonnement og få adgang til alle nuværende og kommende lektioner.
