Her kan du læse introduktionen til den musikteori, du kan lære i lektionen „Frygisk toneart“ i kurset om modalharmonik. Det er kun en smagsprøve, der ikke er interaktiv.

Den frygiske toneart er ikke så udbredt som dorisk, mixolydisk og lydisk, selvom den har rødder tilbage til oldtiden. I arabisk, tyrkisk og spansk kultur lever den stadig i folke- og populærmusik – både i sin rene version og i variationer. I moderne vestlig musik er den mest brugt i metal-, grunge- og rapgenrerne på grund af sin dystre og mystiske tone.

Frygisk er karakteriseret ved at være en moltoneart, fordi den har et lille 3. trin, og den kan opleves som meditativ, mørk og forførisk.

Hør eksemplet. Hvad er det, den frygiske skala har, som du ikke kan finde i hverken ionisk, æolisk, dorisk, mixolydisk eller lydisk?

Eksempel 1: „Frygisk Fantasi“ af Peter Korgaard.

Den frygiske skala har et lille 2. trin. Det finder du ikke i hverken ionisk, æolisk, dorisk, mixolydisk eller lydisk. Det lille 2. trin ligger blot en halv tone højere end grundtonen, og det bliver derfor en stærk nedadgående ledetone. Fra dur kender du den opadgående ledetone til grundtonen. Her er det første gang, du møder en nedadgående ledetone til grundtonen.

Hør eksemplet igen. Tonearten er e-frygisk, og det lille 2. trin er derfor tonen f. Læg mærke til, hvor stærk en ledetone, der er tale om. Den er markeret med grønt i noden.

Eksempel 2: „Frygisk Fantasi“ af Peter Korgaard.

At spille den frygiske skala er næsten som at spille den æoliske skala. Det eneste, du skal gøre anderledes, er at sørge for, at 2. trin er lille.

Spil den a-frygiske skala. Begynd med at identificere, hvor det lille 2. trin er placeret. Spil derefter skalaen fra grundtone til grundtone. Først opadgående og derefter nedadgående.

Eksempel 3

Lad os prøve igen med en anden frygisk toneart.

Spil den f-frygiske skala. Begynd med at identificere, hvor det lille 2. trin er placeret. Spil derefter skalaen fra grundtone til grundtone. Først opadgående og derefter nedadgående.

Her er løsningen. Det lille 2. trin er markeret både på klaveret og i noderne.

Hør skalaen og spil med på samme tid.

Eksempel 4

„London Calling“ var et stort hit for det britiske punk band The Clash i 1979. Nummeret er usædvanligt, fordi det er i frygisk toneart næsten hele vejen igennem. Sangen indeholder ikke megen variation – hverken melodisk eller harmonisk, men det viser meget tydeligt grundpillerne i frygisk harmonik, når det bliver brugt i rock.

Læg mærke til, at eksemplet kun er et kort uddrag. Det består udelukkende af de sidste 4 takter af introen og de første 4 takter af verset. Selvom en klaverversion selvfølgelig ikke giver retfærdighed til et punknummer, er det tilstrækkeligt.

Undersøg eksemplet og lav en trinanalyse. Find eventuelt også nummeret på YouTube og hør originalversionen.

Eksempel 5: Uddrag af Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonons „London Calling“ (1979). Tempoet er lidt lavere end originalen, der er i 139 bpm, så harmonierne står lidt længere. Noderne udføres med swingede ottendedele:  =    

Her er løsningen. Musikken indeholder kun to akkorder, Im og IImaj9 med forskellige bastoner. Det er et meget typisk træk i frygisk rockharmonik, at det kun er Im og II, som anvendes. Nogle gange erstattes Im (Em) af III (G), da de er parallelakkorder. Det er det samme, som du oplever i æolisk og dorisk. Men det er mere specielt, at II bruges som en slags dominant.

Hør og undersøg musikken igen. Hvorfor har II så stærk en tiltrækning mod Im?

Eksempel 6: Uddrag af Joe Strummer, Mick Jones og Paul Simonons „London Calling“ (1979). Tempoet er lidt lavere end originalen, der er i 139 bpm, så harmonierne står lidt længere. Noderne udføres med swingede ottendedele:  =    

II har hele 2 nedadgående ledetoner mod grundakkorden Im. De går fra grundtonen i I til grundtonen i Im og fra kvinten i II til kvinten i Im. Det gør II til en meget stærk dominant, men det viser også et stort problem i forbindelse med harmonisering i frygisk.

Undersøg eksemplet. Hvorfor tror du, det er vanskeligt at harmonisere forbindelsen II til Im med en god stemmeføring?

Eksempel 7: Forbindelsen II til Im. De grønne noder angiver de nedadgående ledetoner.

Det er vanskeligt at harmonisere forbindelsen II til Im med en god stemmeføring, fordi man altid vil få parallelle kvinter – uanset hvordan man stemmefører akkorderne.

Parallelle kvinter og oktaver kan sagtens accepteres i nogle stilarter, f.eks. i rock, hvor det er del af æstetikken, men i mere traditionel harmonisering er det noget, man absolut ønsker at undgå. Den eneste måde at gøre det på er ved enten at udelade en af kvinterne, eller ved at lade II eller Im have andre toner end grundtonen i bassen. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at et punknummer som „London Calling“ anvender IImaj9 i stedet for den rene II. Læg også mærke til, at der kun er et enkelt sted, hvor IImaj9 har grundtonen i bassen.

Eksempel 8: Forbindelsen II til Im. De grønne noder angiver de nedadgående ledetoner.

Gå tilbage og hør „London Calling“ igen. Læg mærke til, hvor gennemtænkt baslinjen og harmonierne er – selvom der kun er 2 akkorder.

I frygisk kan man ligesom i dur og mol lave en kadence, som slår tonearten an. Den består her af Im, IVm og IImaj75. For at undgå parallelle kvinter og oktaver tilføjes en stor septim til II, og kvinten sænkes med en halv tone. Læg mærke til at 5 i IImaj75 er enharmonisk med den frygiske skalas 4. trin.

Hør kadencen og læg mærke til, hvordan de forskellige trin klinger.

Eksempel 9

Dette er kun en smagsprøve. Tilmeld dig og få:

• masser af interaktive øvelser der sikrer, at du får det lært
• auditive eksempler
• et interaktivt klaver, hvor du har brug for det
• aktive noder der viser, hvad der bliver spillet
• en trin for trin guide, der bringer dig sikkert fremad.
• træning, når det passer dig. Du skal kun bruge en mobiltelefon eller en computer og internet
• gratis adgang til de 2 første lektioner i hvert kursus
• mulighed for at tegne abonnement og få adgang til alle nuværende og kommende lektioner.

Læs om kurset Tilmeld dig